tirsdag den 24. november 2015

Jen, version 2

De hårde fakta er:
Mønster: Jen af Josée Paquin. Min strikkefasthed var 20 masker/10cm, så jeg har strikket str. XS for at ende med en str. M. Jeg har strikket den korte version, men med lange ærmer og uden vendestrik ved ærmerne, da jeg ikke helt kan se pointen med det. Lavede i øvrigt også færre vendinger på ryggen på grund af strikkefastheden.
Garn: Jeg har strikket med en tråd blackhill højlandsuld og en tråd blackhill silkmohair, begge i en rød farve og jeg kan ikke huske hvad ulden hed. Ialt 248 gram hvoraf de ca. 85 gram er silkmohair.
Pinde: 3½ og 4 mm.
Hot? Jeg elsker min første version af Jen, som er perfekt oversized, blød, lun og i farver jeg kan lide på mig selv og jeg bruger den derfor tit.
Denne version er .... ikke god til mig. Rød er bare ikke min farve. Den er desuden en tand for kort til hvad jeg kan lide og slidsen i siden (som ikke kan ses og som gemalen ikke fik taget gode billeder af) er for lang, så trøjen simpelthen falder underligt på mig og afslører 'mormaven' alt for meget.
Til gengæld sad den fint på min mor som besøgte os i weekenden - og hun kan godt lide rød. Så Jen, version 2 har fået et nyt hjem! Og jeg er glad for at den ikke kommer til at fylde forgæves i skabet.
Faktisk tog hun også min 'Høstjakke' med hjem. Den lå fremme så jeg kunne tage den med på arbejde til kolde dage, og ja, pludselig havde den også fået et nyt hjem. Jeg brugte den ikke ret meget og da jeg bedst kan lide at mit skab kun indeholder ting jeg rent faktisk bruger er det bare win, win for både min mor og mig.

1 kommentar:

Chain of Yarn sagde ...

En fin ting der er kommet af pindene. Og så har du også glædet din mor med en høstjakke. God gerning der. Fortsat god strikkelyst.