mandag den 11. maj 2009

Der skulle lige passere en særdeles kraftig hvirvelvind gennem hverdagen før der atter blev tid til at blogge. Hold da helt op! Vi har til tider måtte planlægge ned til det enkelte kvarter for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Kulminationen blev den netop forgangne Bededagsferie, der bød på konfirmation, familie-/fødselsdagsgæster, fødselsdag ude og en tur i Randers Regnskov. Vi er dog sunde, raske og glade, så jeg ignorerer bare de kolonorme mængder strygetøj der ligger og venter, vasketøjskurven der ikke kan lukkes længere og krummerne under spisebordet. I stedet glæder jeg mig over, at det dog er lykkedes mig at holde min løbeplan, så den megen mad og kage forhåbentlig ikke sætter sine alt for tydelige spor…

’Storm’ er et virkelig godt projekt at have gang i i sådan en periode, for selv et minimum af pinde om dagen giver synlige resultater. Og alligevel kan jeg til tider føle frustration over den manglende strikketid i disse travle perioder, fordi jeg ikke når det jeg havde tænkt mig. Fjollet.
Inspireret af Ulla kom jeg derfor til at tænke på, om jeg er processtrikker eller produktstrikker. Som sådan er der vel ingen strikkere, der kommer ud over at være processtrikker i en eller anden grad. Men jeg er afgjort ikke ren processtrikker. Ved valg af nye projekter er det vigtigt for mig at jeg i tankerne kan se det strikkede i brug. Og glæde mig til det er færdigt og kan bruges. Det er simpelthen min motivation og glæde ved at strikke. Det kan dog ikke stå alene, for ved valget af projekter er det vigtigt, at der er tilpas med udfordringer. Alt fra svære til lette projekter, så der er til enhver given lejlighed. Men udfordringerne i processen kan ikke undværes – jeg elsker når et stort udfordrende projekt lykkedes og jeg giver sjældent op. Det er ikke mange af mine projekter, der får lov at dø i strikkekurven og det hænger jo nok så igen sammen med at jeg er produktstrikker. Og kan de to ting i virkeligheden skilles ad?
Så hvad er mine strikke-styrker så?
1) De fleste af mine projekter bliver færdige.
2) Jeg laver altid strikkeprøver.
3) Jeg strikker en god rib.
4) Jeg er en flittig bruger af det hjemmestrikkede (brugen af de færdige projekter hører afgjort med til strikke-processen).

Og mine svagheder:
1) At lukke af. Alting bliver lukket af en 2-3-4-5 gange fordi det altid bliver for løst eller for stramt.
2) Halskanter hvor der skal samles masker op. Jeg synes altid der kommer små huller.
3) Jeg er ikke så god til at strikke ’ udenfor opskriften’. Det ville jeg gerne blive bedre til, så jeg kunne sætte mit personlige præg på projekterne.
4) Jeg gider sjældent strikke til andre end mine mand og børn.


Hvad er dine styrker/svagheder?

2 kommentarer:

britt sagde ...

Jeg har det på samme måde - processen er vigtig, men hvis ikke det ender med noget brugbart kan det være lige meget. Jeg bruger også mine strikkede ting - meget!
Samtidig er det at strikke mit lille helle i den hektiske dagligdag. Et vigtigt lille pusterum. Der kan sagtens være dage, hvor jeg ikke får strikket....men kommer det op på en uge siden, så trænger jeg virkelig til mit lille pusterum.
Så konklusionen er at jeg er både-og. Jeg har brug for processen men giver ikke køb på produktet.
:-) Britt

strikkeforsker sagde ...

Whoooossshh der kom hverdagen. Det kender jeg alt for godt...

Det er spændende at læse andres overvejelser om produkt vs process.

Ligesom Britt er mit strikketøj (og andet håndarbejde), der hvor jeg slapper af og lukker hverdagen ude. Jeg prøver at liste min 15 min ind hver dag. Men der er dage, hvor det er svært...

p.s. Jeg må med skam erkende, at julestrømpen er i forårsdvale :-(