fredag den 29. december 2006

Julen varer længe....

...men her er den altså ved at være slut nu! Julepyntet er taget ned, det sidste julebesøg er ovre og nu er det på tide at få opdateret bloggen, der med diverse blogproblemer og julen har levet sit eget stille liv.

Jeg håber alle har haft en glædelig jul. Det har vi! Julen har været (næsten) uden julestress og med masser af hygge. Kristine har fået en masse Barbie - så vi leger Barbie, spiller uno, ser Disneys klassikere og cykler ind imellem en tur, så Kristine kan få prøvet sin nye cykelhjelm af. Vi er kommet helt ned i gear og det er skønt. Vi sover længe og går i nattøj til laaaaangt op af dagen. Lidt strikken bliver det såmen også til.





Her er hvad tre af Kristines pakker i pakkekalenderen indeholdte: En hue, kjole og matchende sko til dukken. Opskriften er fra "Hendes Verdens Store Dukkebog" - fine opskrifter til forskellige størrelser dukker og Barbie, men lidt træls når opskriften ikke indeholder en vejlende strikkefasthed. Mormor har været så sød at montere og sy knapper.








Garnet til dukketøjet er rester fra denne bluse jeg strikkede først på året i str. 4 år. Billedet er taget i dag og blusen har været i brug og vasket adskillige gange, så den fremtræder ikke helt ny længere... Garnet er Safran bomuld - lækkert at strikke i. Jeg er dog aldrig blevet helt gode venner med farverne. Jeg valgte den gule og orange og ville så egentlig have valgt en mere brun farve til, men blev "overtalt" af ekspedienten til den grønne.

Opskriften er købt i en garnbutik nær Brønshøj Torv - hvilken husker jeg ikke længere. Men den første gang jeg strikkede blusen var det i en str. 2 år i pink, lyserød og hvid. Jeg kan ikke lige finde et billede, men det er sjovt så forskellige udtryk bluserne har på grund af de forskellige farver.




Sokkerne her er en december produktion til Kristine. Strikket i Opal sokkegarn med timeglashæl. Jeg måtte have noget andet strikketøj end nedenfor viste taske, som jeg ærlig talt var lidt træt af at strikke....


Min søster havde set den taske jeg havde strikket til mid selv (se tidligere indlæg) og ville gerne have sådan en i sort. Hmmm. Jeg var træt af at strikke min egen, da jeg var færdig og følte ikke den store begejstring ved at skulle starte forfra - er der noget inspirerende ved at strikke den sammen ting TO gange!!! På en anden side er min søster ikke lige den nemmeste at finde på gaver til og her var ovenikøbet chancen for en hjemmelavet gave. Så jeg gik i gang og overlevede. Otte nøgler sort Eskimogarn - opskriften er fra Drops Design ("Taske med snoninger").

På pindene lige nu er en raglan sweater (også til Kristine!) og nogle futter til manden. Lige om lidt vil jeg lave mig en kop the (eller kakao) og strikke videre.

Ingen kommentarer: